Weekendometer

Den frustrerede spisesituation.

Efter en dejlig dag på legepladsen, hvor børnene havde leget og hygget sig, gik vi ind for at spise.

Igennem en længere periode havde der været en problemstilling med et af børnene, en to årig pige. Problemet var, at hver gang at denne pige skulle spise, sad hun bare og kikkede på maden og ville ikke spise noget. Når vi spurgte hende om, hvorfor hun ikke ville spise, blev hun så frustreret og ked af det, at hun gik ned fra stolen og begyndte at græde. 
Efter at vi havde snakket med hendes forældre for at høre, om de havde samme problematik derhjemme, erfarede vi, at de kendte til problemet, når de havde gæster, og at de heller ikke kunne forstå, hvorfor hun var begyndt at reagere sådan.
 
Hun var blevet storesøster et halv års tid forinden, og var kendt for at være en glad pige omend med lidt temperament.

Vi fik hende, i samarbejde med hendes forældre, op på en koordinationskonference/ tværfagligt gruppemøde, hvor vi fik ideer til, hvordan vi kunne prøve at ændre spisesituationen til noget positivt for hende. En af ideerne var, at vi skulle lade hende komme ind og gøre sig klar til at spise som en af de første, for derved at give hende mere ro, når hun skulle i gang med at spise, og derudover skulle vi være opmærksomme på at give hende den tid og ro, som hun havde behov for i spisesituationen.

Allerede fra den første dag, hvor vi gik i gang med at indføre den nye tilgang, kunne vi mærke en markant ændring. Fra at være en pige, hvor hver spisesituation kunne være en træls oplevelse for hende, blev det til en af hendes yndlings tidspunkter, hvor hun ligefrem kom og spurgte om, vi ikke snart skulle ind og spise.

Hjemme kunne hendes forældre også mærke denne store ændring. Selv når der var mange mennesker på besøg, som skulle spise der, så de en helt anden pige end før. Fra at være en pige, der blev ked af det, når der var mange mennesker, begyndte hun at nyde det og begyndte at havde overskud til at spise og samtidig med tage kontakt til gæsterne.

Det var fantastisk, at en så lille ændring, som at ændre på rammerne til spisesituationen og samtidig med give hende nogle nye redskaber, så det kunne blive overskueligt for hende, gjorde, at vi fik vendt en negativ tilgang til spisesituationen til en positiv oplevelse.

Reflektioner til 'Når sang bliver en del af plejen...'

Jeg reflekterer højt sammen med nogle kollegaer og det besluttes at jeg har morgen-plejen hos Bente fast den næste tid, og at jeg dokumenterer skriftligt om dette tiltag kan være vejen frem . Det skal her indskydes at da Bente sygeplejefagligt er en ’let beboer’ bliver jeg, selvom jeg er kontaktperson, ofte brugt hos de mere krævende beboere i stedet, pga mine sygepleje kompetencer.  På mine fri-dage gør mine kollegaer det samme, vi oplever en knap så anspændt Bente og hun virker mere veltilpas generelt. Jeg skriver ’sang’ ind i pleje-planen.

Jeg taler med Bente om at lytte til musik, de stunder hun ikke er til aktiviteter eller det er for dårligt vejr til at sidde ude i. ’Ja ja ja’ svarer Bente. Men pga Bentes afasi er det svært at få sat ord på hvilken type musik hun bedst kan lide og har nydt tidligere. Jeg taler derfor med hendes ene søster og hun kommer med cd’er bl.a. Kim Larsen – Bente synger med.

Hvorfor tænkte jeg i første omgang at det måske var sang der kunne hjælpe?

Jeg kender til Bentes livshistorie, at hun er uddannet indenfor kommunikation, hun havde ligeledes små børn da hun blev skadet – og jeg ved at, hun i kraft af mine egne små historier, om min dengang lille søn, udviste interesse. Jeg var klar over at hun var udpræget natur/ude-menneske da hun var rask – og derfor har vi i personalegruppen lagt meget fokus på at Bente kom ud hver dag.

Men Bente er skadet på talecentret i hjernen og hendes afasi er udtalt på evnen til at tale/forklare sig – og måske overså vi derfor i dagligdagen at stimulere den del, især fordi talepædagog havde været afprøvet tidligere i Bentes liv, så det føltes måske  omsonst at gøre ’for meget væsen ud af den del’ og derfor vi ikke fik tænkt en mere kreativ tilgang til sproget ind i kraft af sang.

Det er først da vi retter fokus på selve pleje-situationen om morgenen at jeg tænker afledning væk fra det ubehag Bente så tydeligt oplever ved personlig hygiejne, at det slår mig at en kvinde der har mistet evnen til at bruge sproget i samme omfang som hun er vant til, måske kan have glæde og finde ro og tryghed ved at bruge sproget anderledes – altså i form af at synge. Og i det omfang at synge kendte sange f.eks ’jeg ved en lærkerede’ og senere sang vi også Kim Larsen under morgen-plejen. Men det var tydeligt ved at bruge sangen som kommunikation/omdrejningspunktet blev den ubehagelige situation afledt og oveni var Bente tættere på sin habituelle tilstand resten af dagen, hendes dag startede simpelhen bedre.

Det kan være svært at afkode/aflæse kropssprog – især hvis det er på et menneske hvor dysfunktionalitet er fremtræden.

At arbejde bevidst med en narrativ pædagogisk tilgang, til at forstå det enkelte menneskes unikke behov, kan være gunstigt. Når beboeren, som i Bentes tilfælde, har svært ved at udtrykke sig pga kognitive skader er det den professionelle hjælpers opgave at kunne hjælpe Bente til at leve et liv så tæt på det hun havde før hun kom til skade. At kunne bidrage til at Bente føler sig anerkendt og har et værdigt og meningsfuldt liv ud fra de rammer hun nu er under. For at kunne det, er der vigtig at bruge de brudstykker af erindringer Bente stadig har, de værdier og normer hun tidligere har haft og hjælpe Bente til at få skabt et rum hvor hun er så tæt på sin habitus som muligt. Pga Bentes skader i hjernen, er samarbejdet med pårørende utrolig vigtigt, de er vigtige med-spillere til at samle de brikker der giver mening for Bente, de kan fortælle og bidrage til Bentes historie. Relationen til Bente bliver utvivlsomt styrket når den professionelle hjælper forstår Bente og anerkender Bente for det menneske hun er – og ligeledes det menneske hun var, inden ulykken skete.

Når sang bliver en del af plejen...

’Godmorgen Bente’ – Jeg er mødt på det bo- og aktivitetstilbud for sen-hjerneskadede mennesker hvor jeg arbejder.  Jeg går igennem den lille 2-rums lejlighed direkte ind i soveværelset og stiller mig ved siden af sengen. Jeg gør som jeg plejer, ligger min hånd på hendes venstre arm, spørger om hun har sovet godt, hun svarer med et ’ja’.

Bente pådrog sig for mere end et årti siden massive skader, hun er kognitivt skadet og hendes krop er fysisk dysfunktionel.
Jeg fortæller Bente en lille historie fra min egen morgen med min knap 1,5-årige søn, der selv skulle tage sko på, Bente små-griner – og jeg går hen til klædeskabet mens jeg fortæller at det er ret koldt udenfor og varmt tøj er at foretrække i dag. Jeg tager bevidst kun et stykke tøj frem og viser hende ad gangen, Bente svarer ’ja’ eller ’nej’.

Jeg kender Bente ret godt, Bente bryder sig ikke om det der nu skal ske, hun skal have hjælp til al personlig pleje og pga kroppens dysfunktionalitet er den nedre hygiejne nødt til at være i sengen. Mine kollegaer og jeg har talt om flere gange, hvad vi kan gøre for at skabe en bedre pleje-situation, idet Bente bliver utrolig anspændt, hun bider hårdt i den klods hun altid har i sin ene hånd, og hun skriger når vi hjælper hende.
Bente har ikke fysiske smerter og derfor må tilgangen findes med mere pædagogiske tiltag.

Bente er ikke ramt på korttids-hukommelsen og husker og kender derfor godt de rutiner med vask, påklædning, lift fra seng til kørestol og videre på badeværelset for at få hjælp til den øvre personlige pleje godt.
Normalt italesætter jeg hvad der skal ske nu, inden jeg gør det, men denne morgen har jeg besluttet at, der forsøges med noget andet. Jeg begynder derfor at gå rundt og nynne ’jeg ved en lærkerede’ mens jeg finder vaskefad, sæbe, creme osv frem. Bente følger mig fra sin seng, hun kigger anderledes  –måske lidt undrende - på mig. Jeg fjerner nu den tunge kugledyne  imens jeg selv kigger direkte på Bente og nynner – hun kigger nu meget intenst på mig, selv hånden med bide-klodsen er i ro, jeg smiler og begynder at synge i stedet, ikke højt, bare nok til at hun kan høre ordene og følge melodien. Bente begynder at synge med. 

Vi fortsætter sådan resten af morgen-pleje-seancen og da vi drikker morgenkaffe sammen i fællesrummet ’stopper hun nærmest op’ flere gange og kigger intenst eller indgående på mig, med hvad jeg tolker som milde øjne. Jeg smiler, hun gengælder smilene. 

Mor siger den røde farve er blod

Jeg havde en oplevelse med en vens niece som hver gang hun kom til skade og det begynde og bløde, så vil man som voksen begynde og trøste hende, men hun rejse sig bare op og så på blodet som kom ud af hende, og sagde rød farve, og så legede hun vider som om ingen ting var sket.

I en weekend skulle mig og min ven passe hende og så var hun så uheldig og falde og slå knæet, det begynde og bløde, og jeg troede bare at hun ville gøre som hun plejede, med og rejse sig op og sige rød farve og så lege videre, men det gjorde hun ikke, hun satte i et skrig af den anden verden, så jeg løb hen til pigen, og spurgte om hun var okay, det var hun ikke, hun bløde ”meget” ifølge hende selv, og hun var nød til at komme ind og få det renset og få plaster på, og så var hun også nød til og ligge på sofaen resten af dagen, for nu var hun ikke i stand til at lege mere, for mig så det bare ud som om hun havde fået en meget lille hudafskrabning på knæet og det blødte faktisk ikke særlig meget. Da hun så kom ind og ligge på sofaen spurgte jeg hende hvorfor hun var blevet så bange for den røde farve, hun fortalte så at hendes mor havde fortalt hende at det ikke var rød farve, men at det var blod og at det var meget farlig, og at man derfor skulle passe meget på. Jeg blev lidt overrasket, for ja det er da rigtig at blod kan være meget farlig, og at man skal passe på, men jeg syntes nu lidt at moren overdrev, så jeg satte mig ned og snakkede med pigen om hvad blod var, og at der faktisk var forskel på hvor meget man bløder, og hvornår det kan være farligt, vi fik en rigtig god snak og jeg fik viste hende nogle af mine skrammer, og hvor jeg havde blødt fra, og hun fik øjnene op for at det faktisk ikke var så farligt at slå sit knæ og at det er okay at blive ked af det. Da vi var færdige med snakken, ville hun straks ud at lege for hun gad da ikke lægge på sofaen, når nu det ikke var nødvendigt.

En puslesituation der endte ud i en udadreagerende adfærd

Af: Christine Sletterhage, September 2013
                      Jeg arbejdede på et tidspunkt i en specialbørnehave for omsorgssvigtede børn, hvor der gik en efter omstændighederne glad dreng på 4 år, som endnu ikke var renlig. En dag da jeg skulle skifte ham på puslebordet, blev jeg en erfaring rigere. Drengen kravlede op af en lille taburet op til den blå puslepude og lagde sig til rette under uroen der hang ned fra loftet. Da drengen lå på puslebordet fik jeg ved skiftningens start øjenkontakt med drengen og det var der jeg blev en erfaring rigere.Han begyndte at slå og sparke mig i hoved, hals og bryst og slagende tog kun til. 
Der var meget støj og uro på badeværelset. Andre pædagoger og børn gik ind og ud af badeværelsesdøren, da det var lige omkring spisetid og de alle skulle have vasket hænder. Jeg forsøgte at tale barnet til ro samt afvige hans slag og spark, men uden held. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg var usikker og var uden nogle former for redskaber til at få kontrol over situationen, jeg følte mig magtesløs. 
En kollega som stod i den anden ende af badeværelset var i færd med at hjælpe et andet, da hun blev opmærksom på situationen ved puslebordet og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Min kollega hjalp mig færdig med bleskiftningen, slagene fandt stadig sted trods hendes tilstedeværelse. På dette tidspunkt valgte min kollega at bruge magtanvendelse på barnet i form af at holde hans arme og ben for min og hendes sikkerhed samt barnets. Da bleskiftningen var overstået, lagde kollegaen hånden på min skulder og sagde:” du blev forskrækket, hva?”