Det bliver aldrig det samme igen

Navn:                     Ryan Krogh Thomasen
                               Jesper Ginge Skov
                               Linda Hvass Vestergaard
                               Christine Kousted Sletterhage
 Hold:                     PR13RS2-1
 Studie:                  Via University College Randers-
                                Pædagoguddannelsen   
 Vejleder:                Majken Svane Hansen
 Afleveringsdato:   21. oktober 2013

              

               Arbejdspladsen består af personer med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse, nogle med diagnoser og som samtidig er socialt hæmmet. En af medarbejderne er Sebastian på 34 år, som er udviklingshæmmet med autistiske træk. Han er ikke så høj og er kraftig af bygning. Sebastian har været ansat i 18 måneder og har udvist kompetencer indenfor IT og PR. Han har en god social sans og er pligtopfyldende. Sebastian er glad for at komme på arbejde og løser arbejdsopgaverne med god energi. Han er god til at samarbejde med sine kollegaer og ser helst at opgaverne bliver løst to og to. Sebastian sidder til dagligt i PR- afdelingen, hvor han sørger for at lave reklame for deres produkter via plakater, videoer og billeder.

I PR-afdelingen er computere linet op på rad og række på lysbrune træborde. Væggene er tapetseret med tegneserier, plakater osv. I det ene hjørne er på væggen placeret en e-tavle, som Sebastian og hans kollegaer er effektive brugere af. I midten af rummet står medarbejdernes ejendele placeret i en reol, hvor fine, farvestrålende blomster er placeret oven på. I et af de tilstødende lokaler ligger personalestuen. Personalestuen er et gennemgangsrum, hvor der på den ene væg står en meget lang og høj mørk træ reol, hvor personalet tørrer det håndværk, der fremstilles i værkstedet. På modsatte væg er der store vinduer med blomster i karmene og et lyst tekøkken. I rummets centrum står et langt ovalt bord, og det er her personalet kan slappe lidt af i deres pauser. Pauserne som blandt andet bruges til at få lidt at spise og drikke samt at nyde det sociale samvær. Generelt er virksomheden kendetegnet ved en kammeratlig omgangstone. Sproget er frit, og der er en lys og let stemning rundt i alle lokaler i bygningen.

Den velkendte duft af kaffe og maling møder Thomas, da han træder ind ad døren. Thomas, som er Sebastians leder, er lige mødt på arbejdet. Det har været en lang nat på hjemmefronten, da hans datter har kastet op hele natten og Thomas derved ikke har fået nogen sammenhængende søvn. Thomas har derfor manglende overskud, da pasning af hans syge datter heller ikke har været nemt at få arrangeret, idet han er enlig far. Datteren på 9 år er derfor i dag alene hjemme.
Thomas er 40 år og har været ansat i 10 år. Inden han fik sin nuværende stilling, var han pædagog i en SFO. Thomas er normalt god til at uddelegere opgaver og stille krav, som er tilpasset den enkelte, til medarbejderne.

Sebastian får tildelt en opgave, som han i dag skal løse alene. Han går ind til opgaven med god energi og godt humør, men det gode humør stilner hurtigt af. Sebastian begynder at råbe om hjælp op til flere gange, hamre i tastaturet og rokke frem og tilbage. Thomas synes ikke at fange de signaler, Sebastian udsender. Henriette, som er leder af design, kommer tilfældigvis ind ad døren. Henriette er en nydelig dame på 51 år. Hun er gift og har to børn. Tidligere har hun været damefrisør, men grundet udvikling af allergi overfor kemikalier, har hun fået en revalidering til pædagog for fire år siden.
 
Henriette stopper op og bliver opmærksom på Sebastians uro og råbene fra computerbordet i det fjerneste hjørne af lokalet. Henriette tænker ved sig selv,: ”Hvad foregår der her? Jeg må hellere hjælpe Sebastian!". Hun går målrettet hen imod Sebastian. Hun spørger: "Hvad sker der? Hvorfor råber du sådan?". Sebastian ser op og siger bestemt: "Jeg vil have Thomas". Henriette prøver at få talt Sebastian til ro og overbevise ham om, at hun sagtens kan hjælpe ham, men Sebastian holder fast: "Jeg vil have Thomas". Henriette kan mærke, at hun virker usikker, men tænker ved sig selv: "Jeg er nødt til at stå fast, det går ikke at han ser, at jeg er usikker. "Hun henvender sig derfor igen til Sebastian og siger: "Jeg kan godt høre, at du gerne vil have, at det er Thomas, der skal hjælpe dig, men nu er det MIG, der hjælper dig!". Sebastian ser forbavset op, men sænker blikket igen og mumler lidt for sig selv. Henriette spørger: "Hvad kan jeg hjælpe med?". Sebastian skubber stolen ud, mens han med lav stemme siger: "Jeg vil have Thomas" og går. Henriette virker rystet og konfus og vælger at tie og gå tilbage til design.
 
Efter noget tid opdager Thomas, at Sebastian er væk. Han går ned til Mogens, som er Sebastians sidekammerat for at høre, hvor Sebastian er gået hen. Mogens er tidligere slagtermester, men da han tidligere pådrog sig en hjerneskade som følge af et trafikuheld, var dette ikke længere muligt. Han arbejder derfor nu på samme arbejdsplads som Sebastian. Mogens er 54 år og gift med Else, sammen har de tre børn. Mogens er en aktiv mand og bruger meget tid på at gå lange ture i skoven med hans familie og deres hund Edvard. Sebastian og Mogens kommer godt ud af den med hinanden og sidder derfor altid ved siden af hinanden.

Thomas spørger Mogens: "Har du set Sebastian, hvor er han lige gået hen?" Mogens svarer: "Han gik", "Hvorfor gik han?" Spørger Thomas. Mogens fortæller Thomas at Sebastian gik, fordi Henriette blev ved med at spørge Sebastian om, hvad han skulle have hjælp til. Thomas tænker ved sig selv: ”Hvorfor har Henriette ikke fortalt mig om konflikten og gjort mig opmærksom på, at Sebastian er gået og evt. har brug for hjælp?". Thomas går ind i design for at høre Henriettes side af sagen. Henriette fortæller Thomas: "Jeg kom ind i IT og så at Sebastian sad som uroligt og råbte på livet løs og gik derfor hen til ham for at afhjælpe hans frustrationer, men Sebastian ville ikke benytte sig af min hjælp og gik.". Thomas kan mærke på sig selv, at han bliver lettere irriteret på Henriette, da det på ham virker til at Henriette har benzin på bålet. Thomas siger derfor til Henriette: "Jamen, hvad har DU sagt til Sebastian siden, at han gik? Han plejer aldrig at gå.". Henriette føler sig anklaget og siger med hævet stemme: "Er det nu lige pludseligt mit problem at han gik, hvor var du måske henne?". "Det lyder som om, at du ikke har behandlet Sebastian ordentlig, så ja det er dit problem, så hvad har du tænkt dig, at du vil gøre ved det?". Der bliver stille og efter en kort pause siger Thomas:" Fint, så gør jeg det bare selv." Thomas går med raske skridt ind i IT-lokalet og finder sin mobil, som ligger på reolen i midten af lokalet. Han får tastet Sebastians nummer ind og ringet op.

Sebastian:" Det er Sebastian." 

Thomas: " Hej Sebastian, det er Thomas. Hvor er du henne?"

Sebastian: " Jeg sidder på bænken nede ved havnen."

Thomas: " Ved du hvad Sebastian jeg kommer lige ned til dig, så kan vi lige sludre lidt."

Thomas ser Sebastian sidde på den grønne bænk ved lystbådshavnen. "Hej Sebastian, hvad så? Sidder du lige og får lidt frisk luft?" "Det var dig jeg skulle ha' og ikke Henriette" siger Sebastian mens han vender sig over mod Thomas. "Jeg har snakket med Henriette, og nu går vi to tilbage og så hjælper vi hinanden med at få løst opgaven."

Kære forældre i Humlebien (Intern)

Kære forældre i Humlebien

I uge 42 har vi emneuge, hvor vi sammen med jeres børn arbejder hen imod at kunne fremføre et teaterstykke for jer. Børnene har i fællesskab ved at se i eventyrs bøger samt høre eventyr været med til at vælge det teaterstykke vi fredag i uge 42 vil fremføre for jer. Det valgte eventyr er ” Guldlok og de tre bjørne”.
Det er mening at børnene selv skal være med til at lave kostumerne, så hvis I har nogle gamle lagner, tørklæder el.lign. må i meget gerne sende det med børnene senest fredag i uge 41.
Forestillingen er fredag d.18 oktober kl.15.00, hvor forældreudvalget vil stå for kaffe/The/kage.
Det vil glæde både børn og vokse på ”Humlebien” at se søskende, forældre samt bedsteforældre til en hyggelig eftermiddag.

Senest tilmelding onsdag d.16 oktober.

Vi glæder os til at se jer

Vh personalet på Humlebien

---------------------------------------------------------klip---------------------------------------------------------------------------------

Vi kommer: _____              Antal ____

Vi kommer ikke: _____

Afleveres senest onsdag d.16 oktober

Weekendometer

Den frustrerede spisesituation.

Efter en dejlig dag på legepladsen, hvor børnene havde leget og hygget sig, gik vi ind for at spise.

Igennem en længere periode havde der været en problemstilling med et af børnene, en to årig pige. Problemet var, at hver gang at denne pige skulle spise, sad hun bare og kikkede på maden og ville ikke spise noget. Når vi spurgte hende om, hvorfor hun ikke ville spise, blev hun så frustreret og ked af det, at hun gik ned fra stolen og begyndte at græde. 
Efter at vi havde snakket med hendes forældre for at høre, om de havde samme problematik derhjemme, erfarede vi, at de kendte til problemet, når de havde gæster, og at de heller ikke kunne forstå, hvorfor hun var begyndt at reagere sådan.
 
Hun var blevet storesøster et halv års tid forinden, og var kendt for at være en glad pige omend med lidt temperament.

Vi fik hende, i samarbejde med hendes forældre, op på en koordinationskonference/ tværfagligt gruppemøde, hvor vi fik ideer til, hvordan vi kunne prøve at ændre spisesituationen til noget positivt for hende. En af ideerne var, at vi skulle lade hende komme ind og gøre sig klar til at spise som en af de første, for derved at give hende mere ro, når hun skulle i gang med at spise, og derudover skulle vi være opmærksomme på at give hende den tid og ro, som hun havde behov for i spisesituationen.

Allerede fra den første dag, hvor vi gik i gang med at indføre den nye tilgang, kunne vi mærke en markant ændring. Fra at være en pige, hvor hver spisesituation kunne være en træls oplevelse for hende, blev det til en af hendes yndlings tidspunkter, hvor hun ligefrem kom og spurgte om, vi ikke snart skulle ind og spise.

Hjemme kunne hendes forældre også mærke denne store ændring. Selv når der var mange mennesker på besøg, som skulle spise der, så de en helt anden pige end før. Fra at være en pige, der blev ked af det, når der var mange mennesker, begyndte hun at nyde det og begyndte at havde overskud til at spise og samtidig med tage kontakt til gæsterne.

Det var fantastisk, at en så lille ændring, som at ændre på rammerne til spisesituationen og samtidig med give hende nogle nye redskaber, så det kunne blive overskueligt for hende, gjorde, at vi fik vendt en negativ tilgang til spisesituationen til en positiv oplevelse.

Reflektioner til 'Når sang bliver en del af plejen...'

Jeg reflekterer højt sammen med nogle kollegaer og det besluttes at jeg har morgen-plejen hos Bente fast den næste tid, og at jeg dokumenterer skriftligt om dette tiltag kan være vejen frem . Det skal her indskydes at da Bente sygeplejefagligt er en ’let beboer’ bliver jeg, selvom jeg er kontaktperson, ofte brugt hos de mere krævende beboere i stedet, pga mine sygepleje kompetencer.  På mine fri-dage gør mine kollegaer det samme, vi oplever en knap så anspændt Bente og hun virker mere veltilpas generelt. Jeg skriver ’sang’ ind i pleje-planen.

Jeg taler med Bente om at lytte til musik, de stunder hun ikke er til aktiviteter eller det er for dårligt vejr til at sidde ude i. ’Ja ja ja’ svarer Bente. Men pga Bentes afasi er det svært at få sat ord på hvilken type musik hun bedst kan lide og har nydt tidligere. Jeg taler derfor med hendes ene søster og hun kommer med cd’er bl.a. Kim Larsen – Bente synger med.

Hvorfor tænkte jeg i første omgang at det måske var sang der kunne hjælpe?

Jeg kender til Bentes livshistorie, at hun er uddannet indenfor kommunikation, hun havde ligeledes små børn da hun blev skadet – og jeg ved at, hun i kraft af mine egne små historier, om min dengang lille søn, udviste interesse. Jeg var klar over at hun var udpræget natur/ude-menneske da hun var rask – og derfor har vi i personalegruppen lagt meget fokus på at Bente kom ud hver dag.

Men Bente er skadet på talecentret i hjernen og hendes afasi er udtalt på evnen til at tale/forklare sig – og måske overså vi derfor i dagligdagen at stimulere den del, især fordi talepædagog havde været afprøvet tidligere i Bentes liv, så det føltes måske  omsonst at gøre ’for meget væsen ud af den del’ og derfor vi ikke fik tænkt en mere kreativ tilgang til sproget ind i kraft af sang.

Det er først da vi retter fokus på selve pleje-situationen om morgenen at jeg tænker afledning væk fra det ubehag Bente så tydeligt oplever ved personlig hygiejne, at det slår mig at en kvinde der har mistet evnen til at bruge sproget i samme omfang som hun er vant til, måske kan have glæde og finde ro og tryghed ved at bruge sproget anderledes – altså i form af at synge. Og i det omfang at synge kendte sange f.eks ’jeg ved en lærkerede’ og senere sang vi også Kim Larsen under morgen-plejen. Men det var tydeligt ved at bruge sangen som kommunikation/omdrejningspunktet blev den ubehagelige situation afledt og oveni var Bente tættere på sin habituelle tilstand resten af dagen, hendes dag startede simpelhen bedre.

Det kan være svært at afkode/aflæse kropssprog – især hvis det er på et menneske hvor dysfunktionalitet er fremtræden.

At arbejde bevidst med en narrativ pædagogisk tilgang, til at forstå det enkelte menneskes unikke behov, kan være gunstigt. Når beboeren, som i Bentes tilfælde, har svært ved at udtrykke sig pga kognitive skader er det den professionelle hjælpers opgave at kunne hjælpe Bente til at leve et liv så tæt på det hun havde før hun kom til skade. At kunne bidrage til at Bente føler sig anerkendt og har et værdigt og meningsfuldt liv ud fra de rammer hun nu er under. For at kunne det, er der vigtig at bruge de brudstykker af erindringer Bente stadig har, de værdier og normer hun tidligere har haft og hjælpe Bente til at få skabt et rum hvor hun er så tæt på sin habitus som muligt. Pga Bentes skader i hjernen, er samarbejdet med pårørende utrolig vigtigt, de er vigtige med-spillere til at samle de brikker der giver mening for Bente, de kan fortælle og bidrage til Bentes historie. Relationen til Bente bliver utvivlsomt styrket når den professionelle hjælper forstår Bente og anerkender Bente for det menneske hun er – og ligeledes det menneske hun var, inden ulykken skete.

Når sang bliver en del af plejen...

’Godmorgen Bente’ – Jeg er mødt på det bo- og aktivitetstilbud for sen-hjerneskadede mennesker hvor jeg arbejder.  Jeg går igennem den lille 2-rums lejlighed direkte ind i soveværelset og stiller mig ved siden af sengen. Jeg gør som jeg plejer, ligger min hånd på hendes venstre arm, spørger om hun har sovet godt, hun svarer med et ’ja’.

Bente pådrog sig for mere end et årti siden massive skader, hun er kognitivt skadet og hendes krop er fysisk dysfunktionel.
Jeg fortæller Bente en lille historie fra min egen morgen med min knap 1,5-årige søn, der selv skulle tage sko på, Bente små-griner – og jeg går hen til klædeskabet mens jeg fortæller at det er ret koldt udenfor og varmt tøj er at foretrække i dag. Jeg tager bevidst kun et stykke tøj frem og viser hende ad gangen, Bente svarer ’ja’ eller ’nej’.

Jeg kender Bente ret godt, Bente bryder sig ikke om det der nu skal ske, hun skal have hjælp til al personlig pleje og pga kroppens dysfunktionalitet er den nedre hygiejne nødt til at være i sengen. Mine kollegaer og jeg har talt om flere gange, hvad vi kan gøre for at skabe en bedre pleje-situation, idet Bente bliver utrolig anspændt, hun bider hårdt i den klods hun altid har i sin ene hånd, og hun skriger når vi hjælper hende.
Bente har ikke fysiske smerter og derfor må tilgangen findes med mere pædagogiske tiltag.

Bente er ikke ramt på korttids-hukommelsen og husker og kender derfor godt de rutiner med vask, påklædning, lift fra seng til kørestol og videre på badeværelset for at få hjælp til den øvre personlige pleje godt.
Normalt italesætter jeg hvad der skal ske nu, inden jeg gør det, men denne morgen har jeg besluttet at, der forsøges med noget andet. Jeg begynder derfor at gå rundt og nynne ’jeg ved en lærkerede’ mens jeg finder vaskefad, sæbe, creme osv frem. Bente følger mig fra sin seng, hun kigger anderledes  –måske lidt undrende - på mig. Jeg fjerner nu den tunge kugledyne  imens jeg selv kigger direkte på Bente og nynner – hun kigger nu meget intenst på mig, selv hånden med bide-klodsen er i ro, jeg smiler og begynder at synge i stedet, ikke højt, bare nok til at hun kan høre ordene og følge melodien. Bente begynder at synge med. 

Vi fortsætter sådan resten af morgen-pleje-seancen og da vi drikker morgenkaffe sammen i fællesrummet ’stopper hun nærmest op’ flere gange og kigger intenst eller indgående på mig, med hvad jeg tolker som milde øjne. Jeg smiler, hun gengælder smilene. 

Mor siger den røde farve er blod

Jeg havde en oplevelse med en vens niece som hver gang hun kom til skade og det begynde og bløde, så vil man som voksen begynde og trøste hende, men hun rejse sig bare op og så på blodet som kom ud af hende, og sagde rød farve, og så legede hun vider som om ingen ting var sket.

I en weekend skulle mig og min ven passe hende og så var hun så uheldig og falde og slå knæet, det begynde og bløde, og jeg troede bare at hun ville gøre som hun plejede, med og rejse sig op og sige rød farve og så lege videre, men det gjorde hun ikke, hun satte i et skrig af den anden verden, så jeg løb hen til pigen, og spurgte om hun var okay, det var hun ikke, hun bløde ”meget” ifølge hende selv, og hun var nød til at komme ind og få det renset og få plaster på, og så var hun også nød til og ligge på sofaen resten af dagen, for nu var hun ikke i stand til at lege mere, for mig så det bare ud som om hun havde fået en meget lille hudafskrabning på knæet og det blødte faktisk ikke særlig meget. Da hun så kom ind og ligge på sofaen spurgte jeg hende hvorfor hun var blevet så bange for den røde farve, hun fortalte så at hendes mor havde fortalt hende at det ikke var rød farve, men at det var blod og at det var meget farlig, og at man derfor skulle passe meget på. Jeg blev lidt overrasket, for ja det er da rigtig at blod kan være meget farlig, og at man skal passe på, men jeg syntes nu lidt at moren overdrev, så jeg satte mig ned og snakkede med pigen om hvad blod var, og at der faktisk var forskel på hvor meget man bløder, og hvornår det kan være farligt, vi fik en rigtig god snak og jeg fik viste hende nogle af mine skrammer, og hvor jeg havde blødt fra, og hun fik øjnene op for at det faktisk ikke var så farligt at slå sit knæ og at det er okay at blive ked af det. Da vi var færdige med snakken, ville hun straks ud at lege for hun gad da ikke lægge på sofaen, når nu det ikke var nødvendigt.

En puslesituation der endte ud i en udadreagerende adfærd

Af: Christine Sletterhage, September 2013
                      Jeg arbejdede på et tidspunkt i en specialbørnehave for omsorgssvigtede børn, hvor der gik en efter omstændighederne glad dreng på 4 år, som endnu ikke var renlig. En dag da jeg skulle skifte ham på puslebordet, blev jeg en erfaring rigere. Drengen kravlede op af en lille taburet op til den blå puslepude og lagde sig til rette under uroen der hang ned fra loftet. Da drengen lå på puslebordet fik jeg ved skiftningens start øjenkontakt med drengen og det var der jeg blev en erfaring rigere.Han begyndte at slå og sparke mig i hoved, hals og bryst og slagende tog kun til. 
Der var meget støj og uro på badeværelset. Andre pædagoger og børn gik ind og ud af badeværelsesdøren, da det var lige omkring spisetid og de alle skulle have vasket hænder. Jeg forsøgte at tale barnet til ro samt afvige hans slag og spark, men uden held. Jeg kunne mærke på mig selv at jeg var usikker og var uden nogle former for redskaber til at få kontrol over situationen, jeg følte mig magtesløs. 
En kollega som stod i den anden ende af badeværelset var i færd med at hjælpe et andet, da hun blev opmærksom på situationen ved puslebordet og spurgte om jeg havde brug for hjælp. Min kollega hjalp mig færdig med bleskiftningen, slagene fandt stadig sted trods hendes tilstedeværelse. På dette tidspunkt valgte min kollega at bruge magtanvendelse på barnet i form af at holde hans arme og ben for min og hendes sikkerhed samt barnets. Da bleskiftningen var overstået, lagde kollegaen hånden på min skulder og sagde:” du blev forskrækket, hva?”