Reflektioner til 'Når sang bliver en del af plejen...'

Jeg reflekterer højt sammen med nogle kollegaer og det besluttes at jeg har morgen-plejen hos Bente fast den næste tid, og at jeg dokumenterer skriftligt om dette tiltag kan være vejen frem . Det skal her indskydes at da Bente sygeplejefagligt er en ’let beboer’ bliver jeg, selvom jeg er kontaktperson, ofte brugt hos de mere krævende beboere i stedet, pga mine sygepleje kompetencer.  På mine fri-dage gør mine kollegaer det samme, vi oplever en knap så anspændt Bente og hun virker mere veltilpas generelt. Jeg skriver ’sang’ ind i pleje-planen.

Jeg taler med Bente om at lytte til musik, de stunder hun ikke er til aktiviteter eller det er for dårligt vejr til at sidde ude i. ’Ja ja ja’ svarer Bente. Men pga Bentes afasi er det svært at få sat ord på hvilken type musik hun bedst kan lide og har nydt tidligere. Jeg taler derfor med hendes ene søster og hun kommer med cd’er bl.a. Kim Larsen – Bente synger med.

Hvorfor tænkte jeg i første omgang at det måske var sang der kunne hjælpe?

Jeg kender til Bentes livshistorie, at hun er uddannet indenfor kommunikation, hun havde ligeledes små børn da hun blev skadet – og jeg ved at, hun i kraft af mine egne små historier, om min dengang lille søn, udviste interesse. Jeg var klar over at hun var udpræget natur/ude-menneske da hun var rask – og derfor har vi i personalegruppen lagt meget fokus på at Bente kom ud hver dag.

Men Bente er skadet på talecentret i hjernen og hendes afasi er udtalt på evnen til at tale/forklare sig – og måske overså vi derfor i dagligdagen at stimulere den del, især fordi talepædagog havde været afprøvet tidligere i Bentes liv, så det føltes måske  omsonst at gøre ’for meget væsen ud af den del’ og derfor vi ikke fik tænkt en mere kreativ tilgang til sproget ind i kraft af sang.

Det er først da vi retter fokus på selve pleje-situationen om morgenen at jeg tænker afledning væk fra det ubehag Bente så tydeligt oplever ved personlig hygiejne, at det slår mig at en kvinde der har mistet evnen til at bruge sproget i samme omfang som hun er vant til, måske kan have glæde og finde ro og tryghed ved at bruge sproget anderledes – altså i form af at synge. Og i det omfang at synge kendte sange f.eks ’jeg ved en lærkerede’ og senere sang vi også Kim Larsen under morgen-plejen. Men det var tydeligt ved at bruge sangen som kommunikation/omdrejningspunktet blev den ubehagelige situation afledt og oveni var Bente tættere på sin habituelle tilstand resten af dagen, hendes dag startede simpelhen bedre.

Det kan være svært at afkode/aflæse kropssprog – især hvis det er på et menneske hvor dysfunktionalitet er fremtræden.

At arbejde bevidst med en narrativ pædagogisk tilgang, til at forstå det enkelte menneskes unikke behov, kan være gunstigt. Når beboeren, som i Bentes tilfælde, har svært ved at udtrykke sig pga kognitive skader er det den professionelle hjælpers opgave at kunne hjælpe Bente til at leve et liv så tæt på det hun havde før hun kom til skade. At kunne bidrage til at Bente føler sig anerkendt og har et værdigt og meningsfuldt liv ud fra de rammer hun nu er under. For at kunne det, er der vigtig at bruge de brudstykker af erindringer Bente stadig har, de værdier og normer hun tidligere har haft og hjælpe Bente til at få skabt et rum hvor hun er så tæt på sin habitus som muligt. Pga Bentes skader i hjernen, er samarbejdet med pårørende utrolig vigtigt, de er vigtige med-spillere til at samle de brikker der giver mening for Bente, de kan fortælle og bidrage til Bentes historie. Relationen til Bente bliver utvivlsomt styrket når den professionelle hjælper forstår Bente og anerkender Bente for det menneske hun er – og ligeledes det menneske hun var, inden ulykken skete.