Når sang bliver en del af plejen...

’Godmorgen Bente’ – Jeg er mødt på det bo- og aktivitetstilbud for sen-hjerneskadede mennesker hvor jeg arbejder.  Jeg går igennem den lille 2-rums lejlighed direkte ind i soveværelset og stiller mig ved siden af sengen. Jeg gør som jeg plejer, ligger min hånd på hendes venstre arm, spørger om hun har sovet godt, hun svarer med et ’ja’.

Bente pådrog sig for mere end et årti siden massive skader, hun er kognitivt skadet og hendes krop er fysisk dysfunktionel.
Jeg fortæller Bente en lille historie fra min egen morgen med min knap 1,5-årige søn, der selv skulle tage sko på, Bente små-griner – og jeg går hen til klædeskabet mens jeg fortæller at det er ret koldt udenfor og varmt tøj er at foretrække i dag. Jeg tager bevidst kun et stykke tøj frem og viser hende ad gangen, Bente svarer ’ja’ eller ’nej’.

Jeg kender Bente ret godt, Bente bryder sig ikke om det der nu skal ske, hun skal have hjælp til al personlig pleje og pga kroppens dysfunktionalitet er den nedre hygiejne nødt til at være i sengen. Mine kollegaer og jeg har talt om flere gange, hvad vi kan gøre for at skabe en bedre pleje-situation, idet Bente bliver utrolig anspændt, hun bider hårdt i den klods hun altid har i sin ene hånd, og hun skriger når vi hjælper hende.
Bente har ikke fysiske smerter og derfor må tilgangen findes med mere pædagogiske tiltag.

Bente er ikke ramt på korttids-hukommelsen og husker og kender derfor godt de rutiner med vask, påklædning, lift fra seng til kørestol og videre på badeværelset for at få hjælp til den øvre personlige pleje godt.
Normalt italesætter jeg hvad der skal ske nu, inden jeg gør det, men denne morgen har jeg besluttet at, der forsøges med noget andet. Jeg begynder derfor at gå rundt og nynne ’jeg ved en lærkerede’ mens jeg finder vaskefad, sæbe, creme osv frem. Bente følger mig fra sin seng, hun kigger anderledes  –måske lidt undrende - på mig. Jeg fjerner nu den tunge kugledyne  imens jeg selv kigger direkte på Bente og nynner – hun kigger nu meget intenst på mig, selv hånden med bide-klodsen er i ro, jeg smiler og begynder at synge i stedet, ikke højt, bare nok til at hun kan høre ordene og følge melodien. Bente begynder at synge med. 

Vi fortsætter sådan resten af morgen-pleje-seancen og da vi drikker morgenkaffe sammen i fællesrummet ’stopper hun nærmest op’ flere gange og kigger intenst eller indgående på mig, med hvad jeg tolker som milde øjne. Jeg smiler, hun gengælder smilene.